Muhammad var analfabet:

Han kunne ikke læse eller skrive eller søgte fremmed uddannelse. Muslimerne tror på, at Muhammad overleverede Den Hellige Koran som Guds besked og bog til folket. Han gjorde dette uden at omformulere ordene eller indsætte sine egne.

Muhammads citater og lærdomme blev ikke blandet sammen med Koranens ord:

TDe blev samlet i bøger kaldet ”Profetens Sunnah”, som betyder hans lærdomme, levevis og forklaring af Koranen2.

Gift med en kvinde i 25 år:

Muhammed giftede sig med Khadijah, datter af Khuwaylid, som kom fra en ædel familie kaldet Asad.2

Hun var en respekteret kvinde i samfundet og enke. Muhammed arbejdede for hende i to år, indtil hun friede til ham gennem en tredje person. Hun så ham som en meget loyal, gennemsigtig og etisk bevidst person.

Et godt ægteskab: 
De kom fra samme socialklasse i samfundet, og selvom Khadija var 15 år ældre end Muhammed, var aldersforskellen ingen hindring for et vellykket ægteskab, som varede i 25 år3, indtil Khadija døde i år 619 e.Kr. i en alder af 65. Muhammed giftede sig igen efter Khadijas død

En god familiefar med seks børn: 
Muhammed og Khadijah levede i harmoni og fred; de fk fre døtre (Zaynab, Ruqayya, Um Kulthoum og Fatima) og to sønner (Al-Qassim, som døde i en alder af 3 år, og Abdullah, som døde i en alder af 4 år). Muhammed brugte megen tid sammen med children sin familie og hjalp sin kone med de huslige pligter; han syede sit eget tøj og hjalp til med børnene.

Første Guddommelige åbenbaring:
Muhammed modtog sin første åbenbaring. Han var blevet udpeget som Guds sendebud til at overlevere Guds åbenbaring til mennesket. En mission, der krævede stærk tro, forpligtelse og ærlighed.

De første muslimer:
Muhammed inviterede sine venner, omgangskreds og højtstående folk til islam. I de første tre år var omkring 130 personer konverteret til islam og blevet til en stærk kerne, som kunne sprede ordet til resten af folket. Disse første muslimer kom fra vidt forskellige kår, både rige og fattige.

Muhammeds invitationer afvist:
Muhammed og hans følgesvende begyndte at tale åbent om islam. På trods af at Muhammed var kendt som en troværdig og ærbødig mand, tog Mekkas ledere ikke imod hans invitation og afslog ham. De kaldte ham en digter, en troldmand og en vanvittig mand

Muhammad fristes og trues: 
Mekkas ledere forsøgte at afholde Muhammed fra at sprede sit budskab med både trusler og bestikkelse. Samtidig forsøgte de at afholde folk fra at høre på ham. De viste omgående fendtlighed mod nye muslimer, og de forfulgte og torturerede de fattige og svage muslimer. 

Muhammed støttede sine følgesvende og sendte nogle af dem til Abessinien:
Muhammed var tæt knyttet til sine tro følgere. Han plejede at samles med dem i AlArqamhuset, der fungerede som et mindre universitet. Han lærte dem om værdier og moral og talte om ansvarlighed og forpligtelse Muhammed så, hvordan hans følgere led under forfølgelse i Mekka, og anbefalede dem at søge tilflugt i Abessinien, som ifølge ham var et dydens land styret af en retfærdig,kristen konge, som behandlede alle retfærdigt.

To indflydelsesrige mænd konverterer: 
To stærke og velrespekterede mekkanske mænd tog islam til sig, Omar Bin Al-Khattab og Hamza Bin Abdul-Muttalib (Muhammeds onkel). Dette var en vigtig drejning for muslimerne. Hamza støttede og beskyttede Muhammed indtil sin død under Uhud-slaget (år 625 e.Kr.). Tre år efter Muhammeds død blev Omar den anden islamiske kalif og var den islamiske stats leder i 11 år.

Muhammad boykottes :
Mekkas ledere boykottede Muhammed og hans følgere og udstedte love, der socialt og økonomisk begrænsede dem i tre år, hvorunder Muhammed og hans følgere led mange trængsler. Denne tid var en hård prøve af deres tålmodighed, tro og forpligtelse til sandheden.

Et sørgeligt år:
Mekkas ledere ophævede den sociale og økonomiske blokade, da den ikke nyttede noget. Samme år døde Muhammeds kone, Khadijah, og hans onkel, Abu-Talib. Muhammed mistede alt håb for Mekka og besluttede sig for at udbrede Guds budskab og søge støtte uden for Mekka. Han tog til byen Ta’if, men blev mødt med vrede.4 Han talte også med mere end 20 arabiske stammer om islam, men fk ingen positiv respons.

Et glimt af håb:
Muhammed mødtes med seks personer fra en by ved navn Yathrib (400 km nord for Mekka) under deres pilgrimsrejse i Mekka og fortalte dem om islam. De troede på Muhammed og vendte tilbage til deres by for at invitere flere folk til islam fra deres egen og andre stammer i Yathrib. De blev enige om, at vende tilbage til Mekka næste år for at mødes med Guds profet og sendebud, Muhammed.

Nye muslimer sværger troskab mod Muhammed:
Året efter (år 621eKr.) kom den samme gruppe med seks andre personer.5 De svor deres troskab mod Muhammed , accepterede ham som værende Guds sendebud og lovede:. 

They promised him:
1- Ikke at tilbede nogen anden end Allah, den ene Gud
2- Ikke at stjæle
3- ikke at begå utroskab
4-ikke at dræbe
5- ikke at bagtale naboer
6- ikke at være ulydige mod Guds sendebud

Gruppen vendte tilbage til Yathrib og inviterede deres stammeledere til at tage imod islam. De vendte tilbage igen det følgende år (år 622 e.Kr.) under deres pilgrimsrejse med mere end 70 mænd og to kvinder. Samme troskabsed blev svoret af disse folk mod Muhammed.
Et nyt muslimsk samfund oprettes 450 km nord for Mekka:
Lederne af de to største stammer i Yathrib (Aws og Khazraj) tog islam til sig, og efterhånden blev deres folk også muslimer. Profeten Muhammed var blevet inviteret til at komme til Yathrib og blive stammens leder.

Mekkas ledere planlægger et attentat imod Muhammed; udvandringen til Yathrib begynder:
Situationen forværredes i Mekka. Muhammed opfordrede muslimerne fra Mekka6 til at udvandre til Yathrib, hvorefter han selv fulgte i september 622 e.Kr.7 Hans udvandring blev det mest betydningsfulde vendepunkt i islams historie. Med Yathrib som centrum vandt Islam større popularitet; en islamisk stat blev grundlagt, og hermed fødtes et retfærdigt socialt samfund

Muhammad bliver udvalgt til Yathribs leder:
Befolkningen i Yathrib bestod både af arabere og jøder. Selvom der var to store arabiske stammer og to mindre jødiske stammer, var det arabiske samfund større end det jødiske samfund og styrede byen. Muhammed, Guds Profet, blev udvalgt som leder, villigt og fredeligt med samtykke fra flertallet af befolkningen. 

Muhammed ændrer navnet på det multikulturelle samfund:
Madinah var det nye navn, som Muhammed gav byen Yathrib.

Efter den muslimske udvandring fra Mekka tilhørte Yathrib ikke længere en bestemt gruppe arabere, men blev dermed hjemsted for tusinder af troende, som tog islam til sig.

Siden der var jødiske stammer i Yathrib samt andre arabere, som ikke havde taget islam til sig, kaldte Muhammad ikke byen for Islams by. Den blev i stedet kaldt for Al-Madinah, som betyder Byen, hvor alle beboere havde lige rettigheder.

Muhammed tilskynder til fred og sammenhold i Madinah:
Under sin første tale til Madinahs folk leverede Muhammed en meget kortfattet tale, som fremmede harmoni og socialt sammenhold.

Han sagde: ”O, mit folk, søg og spred fred, og tilbyd mad til hinanden, pas på jeres familier, og bed til Gud om natten, mens andre sover, så vil I modtage Guds glæde og træde ind i Hans paradis. (Ibn Majah, 4331) and (Tirmidhi, 5842) 

Muhammed forklarede, at disse handlinger var til glæde for Gud, således at folk blev motiveret til at elske hinanden i fred og harmoni i et multikulturelt samfund.

Muhammed indgår den første aftale med jøderne for at beskytte individets ret og frihed:
De fleste jøder havde håbet på, at den sidste profet ville have en jødisk baggrund. Selvom størstedelen af jøderne ikke tog imod Muhammed som Guds sendebud, underskrev Muhammed (som statsleder) den første traktat om menneskerettigheder, som alle de arabiske og jødiske stammer anerkendte. 

Traktaten garanterede religionsfrihed for muslimer, jøder og arabere, der ikke havde accepteret islam. Endvidere beskyttede traktaten alle indbyggernes liv og forlangte, at alle stammer, som skrev under på traktaten, skulle være medlemmer af den nationale hær i tilfælde af, at Madinah blev angrebet. I traktaten indgik bl.a. aftaler vedrørende retfærdighed, menneskerettigheder og frihed og forbud mod kriminalitet og amoralsk opførsel.

Det uundgåelige slag ved Badr:
a muslimerne udvandrede fra Mekka til Madinah, var mange af dem tvunget til at forlade deres hjem, og deres ejendele blev konfskeret. 

Mekkas ledere brugte de konfskerede ejendele i handel. Muslimerne kendte til en karavane tilhørende Mekkas ledere, ledet af deres fende Abu-Sufyan, som skulle følge en rute tæt på Madinah.

Muhammed kaldte muslimerne sammen for at beslaglægge karavanen som godtgørelse for deres konfskerede ejendele i Mekka. En mindre hær på kun 313 muslimer drog ud på missionen. Den mekkanske myndighed rådede Abu-Sufyan til at ændre ruten. Udover dette sendte Mekka en hær på 950 soldater til at bekæmpe muslimerne, som hverken var beredt på kamp eller nær så tungt udrustet som den mekkanske hær.

Mod alle forventninger vandt muslimerne deres første kamp mod Mekkas ledere. Mange mekkanske ledere og vigtige personer blev dræbt i denne kamp.

Mekkas ledere angriber Muhammed og hans følgere i slaget ved Uhud: 
Som hævn for det tabte slag ved Badr og af frygt for at miste deres lederstilling i Arabien / den arabiske halvø sendte Mekkas ledere, sammen med andre arabiske stammer, 3000 soldater afsted for at bekæmpe muslimerne ved Uhud-bjerget nord for Madinah. 

Muslimerne tabte dette slag, og Muhammed blev såret under slaget, men overlevede. Under slaget døde mange af Muhammeds venner, inklusive hans elskede onkel, Hamza. 

Mekka og andre stammer angriber Muhammed og hans følgere i 'Slaget ved skyttegraven': 
 Da Muhammed ikke døde under det sidste slag, slog Mekkas ledere sig sammen med nogle arabiske og jødiske stammer i en fælles indsats og et omfattende angreb for at dræbe Muhammed og ødelægge det muslimske samfund. 

10.000 soldater marcherede mod Madinah. Efter at have rådspurgt sine følgere valgte Muhammed at tage imod forslaget fra den persiske muslim, Salman, om at grave en skyttegrav nord for Madinah (5,5 km lang og 4,6 meter bred). Dette slag går derfor også under navnet Skyttegravsslaget.

 Muslimerne var hårdt pressede og forsvarede sig selv efter bedste evne, også ved hjælp af psykologisk krigsførelse. Efter en månedlang belejring blev hæren fra Mekka utålmodig, og da en stærk storm desuden tog til, blev den hedenske/ mekkanske hær tvunget til at pakke deres telte og trække sig tilbage.

Hudaybiya-aftalen, 10 års våbenhvile:
Et år efter slaget ved skyttegraven tog Muhammed initiativ til at udføre Umrah (at besøge Ka’baen, Guds hus i Mekka, og udføre forskellige religiøse ritualer). Besøg i Mekka af religiøse årsager var en religiøs ret, som Mekka havde givet alle i Arabien lov til. Mekkas ledere blev overraskede over 

at se Muhammed nærme sig Mekka med 1400 mennesker fra Madinah. Efter adskillige forhandlinger blev en 10 år lang våbenhvile udstedt mellem Mekkas ledere og Muhammed , så Muhammed og hans ledsagere kunne komme og besøge Mekka igen det følgende år (år 628 e.Kr.). Aftalen bød på mange vilkår, som muslimerne ikke var glade for, da de gav større fordele for Mekkas ledere.

Muhammed deler under våbenhvilen Guds budskab i og udenfor Arabien: 
Våbenhvilen gav Muhammed en oplagt mulighed for at prædike Guds budskab og tale frit til folk om islam uden at blive stoppet eller afbrudt af nogen. Muhammed sendte delegationer til andre arabiske stammer i Arabien og skrev breve til nabolandenes og supermagternes ledere og konger i bl.a Persien, Det byzantinske rige og Egypten, hvori han inviterede dem til at tage islam til sig. Der blev stadig flere og flere muslimer i takt med, at islams sandhed blev synlig for folk.

Den fredelige overtagelse af Mekka:  
På under to år blev våbenhvilen brudt af mekkanerne, da deres allierede dræbte 20 muslimer.

Som svar på denne chokerende handling drog Muhammed ud til Mekka med 10.000 muslimer for at overtage Mekka, men bad sine soldater om ikke at angribe, medmindre de selv blev angrebet.7
Mekkas ledere blev forlegne og var ikke klar til kamp mod muslimerne. Da den muslimske hær ankom til Mekka, holdt Muhammed en tale til hele Mekkas befolkning, hvor han understregede, at der kun fndes én Gud, og at sejren altid vil tilkomme ham.

Han mindede folk om, at de alle var beslægtede med Adam, og at Adam var blevet skabt af jord. Derefter spurgte han Mekkas befolkning: ”Hvad tror I, jeg vil gøre med jer nu?”. De svarede: ” Vi håber på, at du vil gøre det bedste. Du har trods alt været en nådig broder og en høflig fætter”. 

Eksemplarisk tilgivelse: 
På trods af alle de lidelser, som Mekkas befolkning havde påført Muhammed gennem de seneste 21 år, var Muhammed nådig og retfærdig. Han svarede: ”Frygt ej, ikke i dag! Vend tilbage til jeres hjem, I er frie!” Muhammeds tale havde stor påvirkning, og mange folk kom til ham for at afgive et løfte og tage islam til sig. (Sunan Al-Bayhaqi, 9/118, 18342, 18343)

Arabiske stammer tager islam til sig:
Efter den fredelige overtagelse af Mekka kom delegationer fra hele verden for at lære om islam. Udover Hawazen-stammen, som bekæmpede muslimerne og tabte slaget ved Hunayn, tog alle arabiske stammer islam til sig. Muhammed sendte mange af sine ledsagere til forskellige provinser i Arabien for at lære folk om islam, Guds budskab.

" Ved samme lejlighed væltede Muhammed alle afguder i Ka’baen (Guds hus), som blev opført af Profeten Abraham , for at ophøje og prise én Gud (Skaberen af universet og alt levende)."

Muhammads afskedstale: 
Muhammeds mission var fuldført, og hans liv var ved at nærme sig sin afslutning. I år 632 e.Kr. tog Muhammed på pilgrimsrejse og gav sin sidste tale til mere end 100.000 mennesker. Hans tale mindede folk om de basale trossøjler om tro, Guds eksistens, helligheden af alt liv, beskyttelse af folks rigdomme og ejendom, racelighed, retfærdighed, kvindernes rettigheder og forpligtelser samt korrekt levevis.

Muhammeds bortgang:
Profeten Muhammed døde i sit hjem i Madinah i år 632 e.Kr. og efterlod sig kun få ejendele. Han efterlod sig ingen penge eller ejendele, kun troens arv, der med Guds lys har oplyst millioner af menneskers hjerter rundt omkring i hele verden. 
"  Det er menneskeligt at fejle, men guddommeligt at tilgive.  " Alexander Pope